10 års jubilæum
Vi ønsker stort tillykke til vores dygtige kollega Nils Breinbjerg, som kan fejre 10 år hos John Jensen VVS!
Nils har serviceret Københavns Lufthavn i næsten 25 år, hvoraf de seneste 10 år har været som en værdsat del af vores team. Arbejdet i lufthavnen er stort og krævende, men Nils går altid til opgaverne med en imponerende fleksibilitet og villighed til at hjælpe – dag og nat – når det virkelig brænder på 🔧✈️
For Nils er kollegerne i lufthavnen ikke bare kolleger – de er som en anden familie. Den særlige jargon, fis og ballade samt de gode drillerier skaber en unik arbejdsånd, som han værdsætter højt. ”Det skal være sjovt at gå på arbejde, og vi efterlever 80/20-reglen – det skal være 80% sjovt og 20% seriøst,” siger han med et kækt smil 😄👌
Som kasserer i svendeklubben og medlem af bestyrelsen er Nils også en vigtig figur for vores sociale fællesskab. Hans store faglighed og evne til at løse komplekse og til tider nærmest umulige opgaver gør ham til en uvurderlig del af teamet.
”Det er sjovt at tænke på, hvor meget vi har udviklet os som virksomhed de sidste 10 år. Det er sjovt, spændende og udfordrende – og vigtigst af alt, vi trækker alle i samme retning,” fortæller Nils.
Stort tillykke, Nils, og tak for dine mange års dedikation, fleksibilitet og høje faglighed. Vi ser frem til mange flere år med dig på holdet! 💪